Luftkvaliteten på Mellemarmen er inden for grænsen

Oprettet dato: 21. maj 2019

Nye beregninger af luftkvaliteten på Aarhus havn viser, at luftens indhold af NO2 (kvælstofdioxid) holder sig indenfor EU's grænseværdier i forhold til bygningerne på Mellemarmen. Det betyder, at man roligt kan opholde sig i samtlige bygninger og på gadeplan, når der ligger krydstogtskibe ved krydstogtkajen.

En undersøgelse, der blev bestilt af Miljøministeriet og gennemført af Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, viste primo maj, at man uden videre kunne opholde sig på havnen og tæt på skibene i gadeplan uden at blive generet af krydstogtskibene.

Men undersøgelsen besvarede ikke spørgsmålet om, hvordan det forholdt sig mellem gadeplan og op i 25 meters højde. Derfor valgte Aarhus Havn at få Aarhus Universitet til at foretage en supplerende undersøgelse, der gav svar på dette.

”Vi fornemmede at der var bekymring og usikkerhed om dette spørgsmål blandt nogle af de mennesker, der arbejder på Mellemarmen. Den usikkerhed tog vi alvorligt og bad derfor Aarhus Universitet om også at regne på luftkvaliteten mellem 0 og 25 meter. Nu kan vi konstatere, at EU's grænseværdier er overholdt, hvor der færdes og opholder sig mennesker. Og det er jeg rigtig glad for, at vi nu har fået kortlagt,” siger havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen.

Aarhus Havn havde midlertidigt valgt Omniterminalen som anløbskaj, men dette vil således ikke være nødvendigt med de skibe, der anløber fremover.

Både Miljøministeriets undersøgelse og den undersøgelse, som Aarhus Havn selv har fået gennemført, kan findes under ”Publikationer” på Aarhus Havns hjemmeside.

Yderligere oplysninger: Havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen, mobil 20605214

 

Denne hjemmeside bruger cookies

Cookies bruges til at lave statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Du accepterer cookies, når du klikker dig videre.