Oprettet dato: 4. december 2018
Et flertal i Aarhus Byråd har besluttet at erstatte tre områder, der var udpeget til kæmpevindmøller, med tre nye områder. Et af de områder er på Østhavnen på Aarhus havn. Men i første omgang skal der foretages en miljøundersøgelse, og intet er endnu sikkert i forhold til at placere vindmøller på havnen.
Havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen har accepteret, at der nu bliver foretaget en miljøundersøgelse.
”Men vi har ikke taget stilling til selve projektet eller givet tilsagn til at opføre møllerne. Jeg mener, det er nødvendigt at høre, hvad vores kunder og andre interessenter siger, før vi tager stilling,” fastslår Jakob Flyvbjerg Christensen.
Hvis det i givet fald viser sig, at der på et tidspunkt skal opstilles vindmøller på Østhavnen, vil det ikke blive Aarhus Havn, der står bag. Det vil sandsynligvis være et forsyningsselskab eller driftsselskab, der køber, opstiller og driver møllerne.