Værktøj til beregning af klimaaftryk

Oprettet dato: 3. oktober 2019

Aarhus Havn er i gang med at udvikle et værktøj, der kan beregne både havneområdets og skibenes klimaaftryk. Værktøjet skal beregne udledninger af drivhusgasser og NOx fra afbrænding af brændselstyper som fx gas og diesel, men også fra indirekte udledning i forbindelse med brug af varme og elektricitet.

Beregningsværktøjet skal understøtte Aarhus Havns bestræbelser på at realisere den bæredygtighedsstrategi, der blev lagt i 2018. Her besluttede virksomheden, at man ville være den mest bæredygtige havn i Østersøområdet, at man ville være CO2 neutral i 2030, og at man ville bidrage til at understøtte en bæredygtig udvikling på hele havnen, som tæller ca. 150 meget forskellige virksomheder.

Ifølge teknisk chef Anne Zachariassen vil det færdigudviklede værktøj kunne anvendes til at følge udviklingen af det samlede klimaaftryk på hele havnen.

”Vi vil både beregne Aarhus Havns eget klimaaftryk, men også aftrykket fra de øvrige landbaserede virksomheder på haven. Desuden vil vi medtage skibenes og landtransporternes del, og det skal naturligvis gøres i et tæt samarbejde mellem alle parter,” siger Anne Zachariassen.

Når det samlede klimaaftryk er kortlagt, vil Aarhus Havn derefter identificere en række indsatsområder og konkrete initiativer. Beregningsværktøjet vil løbende blive brugt til at måle og vise effekterne af disse initiativer, ligesom man konstant kan vurdere, om man realistisk set kan nå sine ambitiøse mål om klimaneutralitet i 2030.

Denne hjemmeside bruger cookies

Cookies bruges til at lave statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Du accepterer cookies, når du klikker dig videre.