Samarbejde om grøn innovation på Aarhus havn

Oprettet dato: 2. april 2019

De cirka 150 virksomheder, der er en del af den maritime klynge på Aarhus havn, får nu en ekstra og enestående fordel. Fordi virksomhederne udgør en betydelig del af industrien i Aarhus, får de tilbud om at modtage et gratis virksomhedsforløb, hvor de kan arbejde med grøn innovation i et samarbejde med andre virksomheder på havnen eller hver for sig. 

Den 12. april er der opstartsmøde hos Aarhus Havn i Havnecentret, hvor virksomhederne er inviteret til at høre mere om mulighederne for det gratis virksomhedsforløb. På mødet fortæller repræsentanter fra Aarhus Vand, Lundsøe Køl og Frys og ALC om deres erfaringer indenfor blandt andet vandsymbioser, overskudsvarme og elektrificering af køretøjer.

Målt på arbejdspladser er Aarhus en af de største industribyer i Danmark. Derfor har industrien stor betydning, når man taler om udviklingen af Aarhus – og ikke mindst klimaindsatsen i kommunen.

Aarhus Havn er en del af projektet og teknisk chef Anne Zachariassen fortæller hvorfor, man har valgt at bidrage:

"Aarhus Havn er en stor virksomhed i byen, og derfor arbejder vi naturligvis på, at havnens aktiviteter skåner miljøet mest muligt. Vi er løbende i gang med bæredygtighedsprojekter, og aktuelt er vi meget fokuseret på de muligheder, som teknologiske landvindinger giver i vores branche. Mange virksomheder på havnen både genererer og forbruger energi i forskellige former, og derfor er det vigtigt for os, at vi kan være med til at løfte grønne projekter på tværs. Det er både sjovere og får en større effekt, når vi er mange, der arbejder i samme retning," fastslår Anne Zachariassen.

Projektet fokuserer på at fremme cirkulær økonomi og energieffektivisering hos virksomhederne på havnen. Som virksomhed får man tilbudt at få et gratis virksomhedsforløb, hvor mulighederne for at lave tiltag inden for energioptimering og cirkulær økonomi undersøges og afdækkes, ligesom det undersøges om der er mulighed for samarbejde eller partnerskaber blandt de virksomheder, der kan se gevinsten ved grøn innovation.

Initiativtagerne til projektet er Aarhus Kommune, Aarhus Vand og Aarhus Havn, der er gået sammen med andre relevante aktører om at identificere og facilitere projektet.

Denne hjemmeside bruger cookies

Cookies bruges til at lave statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Du accepterer cookies, når du klikker dig videre.