Flexport Login

Verden største containerskib anløber Aarhus Havn

Oprettet dato: 12. januar 2016

Torsdag den 14. januar får Aarhus havn besøg af MSC Zoe, som p.t. er verdens største containerskib. MSC Zoe indgår i den faste rute, der ugentligt forbinder Aarhus med Asien i 2M-samarbejdet mellem verdens to største containerrederier, Maersk Line og MSC (Mediterranean Shipping Company S.A.). 

”Som Danmarks førende containerhavn er vi gennem en årrække blevet betjent af Maersk Lines største containerskibe, som også stadig anløber Aarhus havn som led i 2M-alliancen. Besøget af MSC Zoe viser, at vi fortsat har den nødvendige kapacitet til at håndtere de allerstørste containerskibe,” siger Nicolai Krøyer, kundechef hos Aarhus Havn. 

MSC Zoe er 395,4 meter langt, 59 meter bredt og har en kapacitet på 19.224 TEU. Skibet har en bruttotonnage på 193.000 ton og har plads til op til 35 besætningsmedlemmer. Skibet er det tredje i MSC’s serie af mega-containerskibe. 

Maersk Line og MSC har som led i 2M-alliancen begge besejlet Aarhus havn siden februar 2015.

Det strategiske samarbejde mellem de to rederier har givet kortere transporttid mellem Aarhus og Asien, og denne styrkelse af Aarhus havns rutenet har sat positivt aftryk på havnens godsomsætning.

”2M-alliancen har medvirket til at flytte mere containergods til Aarhus havn det seneste år,” siger Nicolai Krøyer.

MSC Zoe forventes at ankomme til Aarhus havn klokken 02.00 på torsdag.

Yderligere oplysninger: Kundechef Nicolai Krøyer, mobil 20603796  

 

FAKTA

- MSC Zoe blev navngivet i Hamborg i august 2015. Ligesom søsterskibene MSC Oscar og MSC Oliver i rederiets nye mega-skibsklasse er MSC Zoe opkaldt efter et af børnebørnene til MSC-rederiets grundlægger.

- MSC er en global familieejet rederi- og shippingvirksomhed, grundlagt i 1970 af italienske Gianluigi Aponte. MSC har omkring 480 kontorer i 150 lande og flere end 24.000 medarbejdere.

 

 

 

 

 

 

 

AARHUS HAVN

Vandvejen 7
DK-8000 Aarhus C
CVR nr. 23145928
EAN nr. 5790000423668
Tlf.: 86 13 32 66 
 
 

ABONNEMENTSSERVICE

Aarhus Havn tilbyder gratis abonnement på pressemeddelelser og web-udgaven af RePORTagen

© COPYRIGHT AARHUS HAVN

Om copyright og friholdelsesklausul

OM Brug af cookies