Flexport Login

DLG udvider på Aarhus Havn

Oprettet dato: 13. oktober 2016

Europas næststørste landbrugsselskab, DLG, har for nylig indgået en langsigtet samarbejdsaftale med Aarhus Havn. Aftalen, der kommer i forlængelse af et allerede eksisterende samarbejde, indebærer, at DLG udvider sine aktiviteter på Aarhus Havn.

I den forbindelse skal der nybygges ikke mindre end 5.500 kvadratmeter moderne og højeffektive pakhuse til oplagring af foderstoffer og relaterede produkter. Pakhusene kommer til at ligge på Aarhus Havns Multiterminal.

DLG har aktiviteter adskillige steder i Danmark, men med den nye aftale kommer Aarhus Havn til at huse et af de største DLG-lagre i Danmark. De nye, moderne pakhusfaciliteter vil samtidig give DLG mulighed for at øge sin driftseffektivitet og dermed sin konkurrencedygtighed.

”Vi er glade for, at DLG kommer til at fylde mere på Aarhus Havn både fysisk og forretningsmæssigt. Vi lægger da heller ikke skjul på, at vi har store forventninger til det kommende samarbejde både hvad angår oplagring samt import og eksport af gods,” siger kundechef Nicolai Krøyer.

Han understreger, at Aarhus Havn med den nye samarbejdsaftale således konsoliderer sin allerede eksisterende position som landets største havn, når det gælder import og eksport af landbrugsvarer. Desuden er Aarhus Havn allerede i dag landets største offentlige bulkhavn.

Den nye samarbejdsaftale løber i en årrække, og en del af aftalen omhandler flere konkrete mål for samarbejdet.

”De seneste mange år er der sket en konstant strukturudvikling i både landbruget og erhvervets egne virksomheder – og dermed også inden for korn- og foderstofselskaberne. Mens der tidligere var mange små selskaber, er der i dag kun nogle få store tilbage. Og de fleste af dem er kunder på Aarhus Havn. Det er en fordel for os, men vi mener også, at det er en fordel for de pågældende virksomheder, selv om der selvfølgelig også er konkurrence mellem dem,” siger Nicolai Krøyer.

Han mener desuden, at en lang række af de øvrige virksomheder, der beskæftiger sig med bulkprodukter på Aarhus Havn, vil få glæde af, at DLG udvider sine aktiviteter på havnen.

”Der er allerede i dag tale om en klynge af virksomheder, hvor en række af dem fungerer som underleverandører. Også de vil kunne mærke, at der kommer endnu mere aktivitet og større mængder til Aarhus Havn,” fastslår Nicolai Krøyer.

 

Yderligere oplysninger:

Kundechef Nicolai Krøyer, mobil 20603796

 

 

AARHUS HAVN

Vandvejen 7
DK-8000 Aarhus C
CVR nr. 23145928
EAN nr. 5790000423668
Tlf.: 86 13 32 66 
 
 

ABONNEMENTSSERVICE

Aarhus Havn tilbyder gratis abonnement på pressemeddelelser og web-udgaven af RePORTagen

© COPYRIGHT AARHUS HAVN

Om copyright og friholdelsesklausul

OM Brug af cookies