Flexport Login

Aarhus Havn udvider!

Oprettet dato: 22. juni 2016

Aarhus Havn er vokset ud af sine havnearealer og har behov for at omdanne mere vand til land. På den baggrund har virksomhedens bestyrelse netop vedtaget at bygger en ny terminal, der samlet set er et anlægsprojekt til mere end 200 mio. kr., hvis man medregner efterfølgende etablering af kraner og pakhuse.

Investeringen skal bl.a. ses som en del af en strategisk beslutning om, at Aarhus Havn skal have Danmarks største og mest konkurrencedygtige biobrændselsterminal, og biobrændsel kræver relativt store arealer. Omniterminalen, der i første etape bliver på ca. 135.000 kvm., skal desuden imødekomme en stigende efterspørgsel på oplagsarealer til projektlaster og bulklaster.

”Det er vores vurdering, at biobrændsel har et betydeligt potentiale for Aarhus Havn. Dels er biobrændsel et miljørigtig brændstof, og derfor en af fremtidens brændselstyper, og dels er Aarhus Havns størrelse og placering optimal i forhold til den type gods,” fortæller havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen.

Den nye Omniterminal vil blive indrettet efter et nyt koncept, der betyder, at driften på terminalen kan optimeres i alle processer og gøres smartere end hidtil – uanset godstype. Med det nye koncept og den nye terminal er der skabt et forretningsmæssigt grundlag for, at Aarhus Havn kan fortsætte sin nuværende vækst i både omsætning og markedsandele.  

”Uanset om der er tale om fx træflis, træpiller eller bioaffald – eller evt. helt andre godstyper – vil terminalen være velegnet. Og vi har allerede oplevet stor interesse fra flere forskellige kundetyper, der kan se mulighederne og derfor har tilkendegivet interesse for helt konkrete arealer på den nye terminal,” siger Jakob Flyvbjerg Christensen.

Omniterminalen forventes at stå klar primo 2018. ”Omni” er latin og betyder ”alle”, og navnet antyder således, at terminalen i princippet skal have plads til alle typer gods.

Yderligere oplysninger:

Havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen, mobil 20605214

 

 

AARHUS HAVN

Vandvejen 7
DK-8000 Aarhus C
CVR nr. 23145928
EAN nr. 5790000423668
Tlf.: 86 13 32 66 
 
 

ABONNEMENTSSERVICE

Aarhus Havn tilbyder gratis abonnement på pressemeddelelser og web-udgaven af RePORTagen

© COPYRIGHT AARHUS HAVN

Om copyright og friholdelsesklausul

OM Brug af cookies