Flexport Login

Aarhus Havn vil fortsat anløbes af de store containerskibe

Oprettet dato: 25. oktober 2013

Pressemeddelelse fra Aarhus Havn

 

Planerne for fremtidens netværk af containerruter mellem Asien og Europa viser, at Aarhus Havn fortsat kan forventes at indgå som en vigtig havn i Nordeuropa.

Samarbejdet mellem rederierne Maersk Line, MSC og CMA-CGM – den såkaldte P3 Alliance- planlægger at én af ruterne skal anløbe Aarhus Havn ugentligt med containerskibe, der har en lastekapacitet på 13-14.000 containere. Dette er skibe af samme størrelse som de, der gennem flere år har besejlet den nuværende rute mellem Asien og østersøhavnene i Gøteborg, Gdansk og Aarhus.

"Vi er meget tilfredse med at konstatere, at der fortsat planlægges anløb af store, oceangående skibe i Aarhus, selvom vi ikke kan forvente, at det er de allerstørste, som kommer vores vej. Meget tyder på at disse skibe (Triple E) i Nordeuropa kun vil anløbe Rotterdam, Bremerhaven og Wilhelmshaven. Selvom vi allerede har vist, at vi er stand til at modtage og betjene disse skibe, så er det slet ikke afgørende, at det er de største, men snarere at de er store nok" siger havnedirektør Bjarne Mathiesen, som tilføjer at skibe af "Emma-klassen" er store nok til at rumme de mængder, der omsættes i Aarhus. Næste Triple E anløb i Aarhus forventes den 28. oktober, hvor "Mary Maersk" ankommer.

Aarhus Havn har gennem en årrække arbejdet målrettet for at tiltrække tilstrækkeligt store godsmængder til, at flere rederier ville anløbe havnen med oceangående skibe. Såfremt P3 planerne realiseres, vil kunderne kunne vælge mellem ovennævnte tre forskellige rederier, som lader deres containere transportere med samme skib, når det anløber Aarhus. Denne valgmulighed indebærer således at havnen i stedet for 3 anløb får et ugentligt 3-i-én- anløb.

Evt. spørgsmål kan rettes til havnedirektør Bjarne Mathiesen, Aarhus Havn, telefon 20605202

 

AARHUS HAVN

Vandvejen 7
DK-8000 Aarhus C
CVR nr. 23145928
EAN nr. 5790000423668
Tlf.: 86 13 32 66 
 
 

ABONNEMENTSSERVICE

Aarhus Havn tilbyder gratis abonnement på pressemeddelelser og web-udgaven af RePORTagen

© COPYRIGHT AARHUS HAVN

Om copyright og friholdelsesklausul

OM Brug af cookies